Det kan jeg ikke!
Jo, du kan!

At lave sine egne figurer…

af Christian Raun

Det er bare at gå i gang. Og hvis flere nok går i gang, så laver vi en gruppe dertil i årskonkurrencen!

Michelangelo bliver man måske ikke – på én dag – men det er svært tilfredsstillende blot at kunne ændre småting, og snart kommer ønsket om at lave sin egen figur eller løsdel helt fra grunden, og måske støbe den efterfølgende.
Faktisk kan man på nettet se, at det er en stadig voksende hobby selv at skabe figurer i alle mulige og umulige størrelser. Og ser man nærmere på de navne, der modellerer militære modelfigurer, opdager man snart, at de fleste af de store navne er selvlærte. Så bare kom i gang!

“Dolly”

Det vigtigste er faktisk at kunne holde en skala og få de rigtige kropsproportioner, hvad enten det er i 54 eller f.eks. 28 mm, derefter er det “blot” et større tålmodigt pille- og nussearbejde som modellør. Mindst lige så meget er øvelse, som kunstneriske evner.
En arbejdstegning er vigtig, så man har noget at gå ud fra. Det skal på ingen måde være “kunst”, men skal blot angive stilling og detaljer. Pindemænd i rigtig skala, så man har noget at måle på, er udmærkede. Detaljer kan man tage fra bøger med uniformer og våben.
Man kan arbejde ud fra en købt såkaldt “Dolly”.

En sådan har tidligere været vist i Chakoten, så er proportionerne i orden i det mindste. Og man kan benytte andre løsdele lavet professionelt, hvis man ikke selv straks vil give sig i kast med ansigter, hænder, våben osv.
Eller man kan selv lave sin egen “Dolly” af lidt ståltråd, en clips eller lignende.
Vigtigt er her proportioner og lige knæk i leddene. Ståltrådens ender kan man stikke ned i en korkprop (kan købes i alle størrelser i butikker, der sælger til hjemmebryggere af vin og øl.), så man nemt kan håndtere og dreje figuren uden at røre ved den.
Der er i øvrigt ingen regler for, hvorledes man “gør”, alt er tilladt. Groft sagt starter man med ben, dernæst overkrop. Hovedet først til sidst, da det ellers nemt bliver for stort. Arme kan vente med, til kroppen er færdig, så er det nemmere at få detaljer på plads, som eller dækkes af arme. Våben laves løst (eller tages fra anden model/købes løst) og placeres efterhånden.

Hvad skal man bruge?

Først og fremmest den plastmasse, som man modellerer med, derudover diverse småredskaber og så tålmodighed samt lidt øvelse. Mærkeligt nok synes det lettere at lave en skulptur end at tegne frihånd! Men sådan er det nu en gang

Plastmasser

Her er to typer.
Den selvhærdende og typen, der skal hærdes ved lav varme i en ovn.

Selvhærdende

Her er det først og fremmest materialer som Miliput og Kneadatite, sidstnævnte også kaldet “Green Stuff.” Man kan søge på nettet efter “Green Stuff” eller gå ind på Sylmasta og  finde de forskellige typer, idet materialerne findes i forskellig hårdhed og finhed. Det hele kan blandes, så man udnytter de forskellige egenskaber bedst muligt og efter behag.
Det meste kan også købes herhjemme – ellers kommer det vel! Vil man blot forsøge sig med en lille klat Green Stuff, kan det købes, hvor man sælger Games Workshop-artikler. Prisen er her 50,- kr., ganske kraftig som for alle dette firmas produkter, men vil man kun prøve, så er det udmærket. Samme steds kan også fås et lille sæt redskaber, som dækker alle grundbehov.  Diverse redskaber beregnet til at arbejde i ler fra kunst- og malerforretninger kan også være nyttige. Men alt i en almindelig husholdning (tandstikkere, sugerør, søm i en prop eller i en klat Miliput, ståltråd filet og hamret i facon og sat i en prop osv.) kan bruges, og man kan selv lave egne småredskaber med forskellige hoveder af alle alle faconer. Hvad man skal bruge afhænger alene af ens arbejdsmetode, samt hvilken effekt man ønsker at opnå. Knapper og nitter kan laves med et hult rør af den ønskede størrelse størrelse, og blot presses ned i massen, hvorefter man skraber det tiloversblevne “stuff” værk.

Ikke selvhærdende

Dette kendes bl.a. som Fimo, en slags plastler, der anvendes til mange andre hobbyformål. Fordelen er her, at man ikke er begrænset i tid, idet stoffet forbliver formbart, indtil det ved lav varme (ikke over 130 grader!) har været en tur i ovnen. Er man utilfreds, kan man krølle sammen og begynde forfra. Men ellers kan det behandles som de selvhærdende stoffer. Anvendes fortrinsvis i Frankrig og her på kontinentet, medens den engelsktalende verden sværger til “Green Stuff” og lignende. Fimo kan f.eks. købes hos Panduro Hobby.

Green Stuff

Dette er en klæbrig masse fremstillet af en blå og en gul substans, som skal mikses godt, hvorefter massen bliver grøn. Man kan ændre forholdet mellem gult og blåt efter behag og får således en masse med forskellige egenskaber, jo mere blåt, desto hårdere masse. Og som sagt kan man mikse med Miliput af forskellig finhed og hårdhed (ca. 30-40% Miliput og resten Green Stuff er en god og billig blanding til ikke de fineste detaljer eller ting der ikke skal kunne give sig så meget som rent Green Stuff kan. Dyrehorn f.eks.) eller Brown Stuff, hvori der er aluminiumstøv, som giver en særlig hård masse efter størkning. Sidstnævnte skal være særlig godt til at lave skarpe kanter på f.eks. våben, som sabelblade.
Massen skal være så friskt som nu muligt, ellers mister materialerne deres klæbeevne og er temmelig uanvendelige, så man skal man heller ikke lave for stor en klump af gangen. Green Stuff er faktisk meget dyrt mængdemæssigt.
For at bevare friskheden kan man opbevare de umiksede bånd i en plastpose i fryseren. Man kan også få det gule og blå i “rør”, så de ikke kemisk påvirker hinanden.
Når man arbejder med materialet, klæber det i starten til alt (helst), men man undgår, at det klæber, hvor det ikke skal, ved at holde redskaber og fingre våde, nogle bruger olier og fedtstoffer eller blot vand, men faktisk er noget af det bedste en spytklat i f.eks. en ølkapsel. At slikke på redskaberne og fingre kan ikke anbefales, da materialet er stærkt giftigt!
Man “klistrer” nu lidt på sin “Dolly”s metalskelet, evt. kan man smøre den over med lidt snedkerlim først. (Man kan også bruge det billigere “stuff”, beregnet for blikkenslagere og lyntørrende, til at lægge grunden. Hurtigt og billigt.) Man skal til en begyndelse undlade at smøre på “leddene”, i det mindste hvis man arbejder med ståltråd. Så kan man stadig bøje efter behag og opnå mere skarpe bøjninger, som det er i virkeligheden.
Når massen er størknet, kan man arbejde videre lag på lag, som hver gang skal tørre helt. Det er derfor nyttigt at have flere figurer i gang samtidig. Man kan speede størkningen op ved at placere figuren under en tændt lampe. Nogle laver særlige arrangementer med en pære under en lille beholder.
Man skal lige vænne sig til, at man skal “skubbe” rundt med massen, og at den når den er helt frisk, så buler ud andetsteds. Nærmest som at arbejde i tyggegummi. Men langsomt størkner massen og ændrer karakter, hvilket man så udnytter på forskellig vis.
For at få en glat overflade bruger man spyt/olie på redskabet, og der findes en særlig glatter (egentlig beregnet til lerarbejder) med forskellige gummi/kunststofspidser, der er særdeles anvendelige.
Når massen er størknet, kan man file, save og bore i den. I de hårde masser mere end i de bløde, som Green Stuff, hvor det kan være svært at lave helt skarpe kanter.
Detaljer og f.eks. faner kan man lave separat på et stykke plast med en tynd hinde/lag olie på, så det nemt kan løftes af, når man finder, at det er størknet tilstrækkeligt. Man kan således lave papirtynde flader, ved at tage et stykke film, lægge en klat Green Stuff på, folde og rulle over med noget tungt, til man når den ønskede tykkelse.
Man kan lave sine egne små forme, smøre med lidt olie og mase Green Stuff ned og lade det størkne. Olien skal vaskes af i sulfo eller med den gode gamle cellulosefortynder, som dog siges at være farligt for hjerneceller, uden jeg helt husker hvorfor! Dufter herligt.
Skal man “klistre” noget på størknet Green Stuff, kan man med fordel rense med lidt sprit eller skære et tyndt lag af, så hæfter det nemmere, fordi man så fjerner evt. fingerfedt. Man kan også bore lille hul og smøre lidt frisk Green Stuff i som lim.
Er noget mislykket, kan man blot skære det væk og begynde forfra.
Man skal ikke røre ved en ikke størknet figur, så forskubber det hele sig eller man får mindst et prægtigt fingeraftryk.
Til lanser og lignende stave, anvender man messingtråd.
Sabler og sabelskeder laver man over et lille stykke tyndt ståltråd, så holder det bedre formen.
Alt kan laves på denne måde, kun fantasien – og tålmodigheden – sætter grænser.
På nettet findes masser af sider med tips, og folk viser på egne hjemmesider deres kreationer, som ofte er af en meget høj standard og kan give inspiration samt tips.
Der findes et par Yahoo-grupper, som er særdeles nyttige og givende:

Sculpting, som er engelsktalende, samt Figurines som er fransktalende.