selskabet 2019 hcw

Selskabet er samlingssted for medlemmer, der interesserer sig for militærhistorien i dens mange forskellige afskygninger.

De månedlige medlemsmøder holdes i velegnede lokaler på Rødovregaard. Møderne giver medlemmerne mulighed for at lære mere om dansk og udenlandsk historie gennem foredrag, der spænder vidt kronologisk og tematisk: militære enheder, kampformer, uniformer, faner, våben, historieformidling, samling af originale uniformer, våben og udrustning.

Selskabet byder tillige på anvisningssalg af bøger, modelfigurer og andre effekter med militært tilsnit – ofte til beskedne priser. Fra tid til anden arrangeres udflugter med militærhistorisk indhold. Sikringsstyrken er som historieformidling ved re-enactment oprettet for at synliggøre perioden 1914 til 1918 til indsættelse ved Københavns Befæstning.

Siden oprettelsen i 1944 har Selskabet udgivet tidsskriftet Chakoten, der udkommer fire gange årligt, og som i flot udstyr indeholder artikler inden for medlemmernes interesseområder: militærhistorie, krigshistorie, uniformsmalere, historieformidling, modelfigurer – militærhistorie i miniature, krigsspil, boganmeldelser og foreningsmeddelelser.

Der er udgivet særnumre om: Den Store Nordiske Krig, Krigen på Sjælland 1807, Spanierne i Danmark, Det danske Auxiliærkorps i Nordtyskland 1813, Danmark under 1. Verdenskrig 1914-1918.

 

  1. januar 2019/HCW