Ridderlighed i krigshelvede

En bog om den utrolige, men sande historie om luftkampe på liv og død og ridderlighed i luftrummet over Nordtyskland i midten af Anden Verdenskrig.

Af Henrik Denman

Den 20. december 1943 lettede 23 Boing B-17, kendt som den Flyvende Fæstning, fra Kimbolton flyvepladsen i Østengland. Målet var at kaste deres ladninger af bomber ned over ubådsbunkere i Bremen i Nordtyskland og derefter flyve nordpå mod Nordsøen og sluttelig dreje mod vest og vende tilbage til basen.

             1, Den flyvende fæstning B-17 under Anden Verdenskrig.

 Flere af de deltagende fly på denne mission   gik tabt eller blev hårdt beskadiget. I et af de   beskadigede fly med navnet ”Ye Olde Pub”   sad den amerikanske pilot Charlie Brown og   forsøgte nærmest mod alle odds at nå hjem   til den engelske base. Flere af   besætningsmedlemmerne var døde. I luften   på vej nordpå fra Bremen mødte de en tysk   jagerpilot, Franz Stigler. Begge piloter havde  en mission – at skyde fjenden ned. Men ingen af piloterne udførte missionen.

At Charlie Brown veg fra at gå i kamp mod det tyske Me109 jagerfly, kan næppe overraske nogen omstændighederne taget i betragtning. Anderledes forunderligt var den tyske pilots besindighed. Han kunne så nemt som ingenting have angrebet bombeflyet, sådan som det var hans pligt, og føjet endnu et nedskudt fly til listen. I stedet forbarmede han sig over flybesætningen og eskorterede modstanderen i sikkerhed.

Hvorfor gjorde han det?

Det store spørgsmål er: Hvorfor skånede dette Luftwaffe-es en amerikansk bomberbesætning for blot at risikere at blive henrettet, når han var landet? Det er den utrolige og fascinerende historie, den amerikanske militærhistoriker og flyentusiast Adam Makos beretter om i sin bog ”Et højere kald”.

Højdepunktet for beretningen, Charlie Browns bombetogt over Bremen og hans efterfølgende møde i luften med Franz Stigler kommer midtvejs i bogen. Det er en fyldig beretning, godt fortalt og med et væld af faglige detaljer.

Forfatteren har valgt at folde fortællingen om den utrolige historie ud, så han i første del af bogen fortæller om de to piloters liv og oplevelser i første del af krigen. Vi følger dog især Franz Stiglers karriere, fra han som ung lærte at flyve på den lokale flyveplads. Han fik arbejde i Lufthansa, indtil han i 1937 blev indkaldt som flyveinstruktør til det nyetablerede tyske flyvevåben. I 1940 blev han uddannet til jagerpilot, og Adam Makos beskriver Stiglers deltagelse i ørkenkrigen i Nordafrika og siden hans aktioner fra en tysk base på Sicilien. Det er særligt erfaringerne som i Nordafrika, der formede den etiske holdning, som lå bag den ridderlige handling over for en fjende over Nordtyskland.

Her kæmpede han sammen med erfarne jagerpiloter, der havde disse militære værdier:

”Vi vinder luftsejre, vi dræber ikke. Vi skyder på en maskine, ikke på en mand.” Og:

”Som soldater må vi dræbe eller blive dræbt, men hvis først man kommer til at nyde drabet, er man fortabt. Jeg havde det elendigt efter min første luftsejr.”

2, Tysk jagerfly Me 109

Venner efter krigen

Charlie Brown blev som helt ung uddannet til pilot i bombeflyet B-17 og blev efterfølgende udstationeret i Østengland. Den sidste del af bogen fortæller om de to piloters liv i slutningen af krigen og civile liv efter krigen. Stigler blev tilbudt et arbejde i Canada med at udvikle et nyt jagerfly, og Charlie Brown bosatte sig i Florida.

Ved tilfældige omstændigheder fik de to piloter kontakt med hinanden i 1990. De mødtes og forblev venner for livet, indtil de begge døde i 2008.

Adam Makos har valgt at skrive bogen i romanform. Han kunne have valgt at skrive en dokumentarisk beretning i journalistisk form. Det ville også have givet ham vidt spillerum i fortællingen. Det er tydeligt, at han med romanformen har ønsket at gøre brug af direkte tale i dialogerne og tanker hos hovedpersonerne, selv om de næppe har kunnet huske så mange detaljer mange årtier senere. Forfatteren henviser imidlertid til sine kilder i noterne, når han bruger dialoger, og sammen med det grundige researcharbejde, der især bygger på autentiske beretninger fra hovedpersonerne og andre veteraner fra Anden Verdenskrig, gør det bogen meget troværdig.

”Et højere kald” indeholder kort over flyruter og fotos, som dog generelt er meget små, kopier af en brevveksling fra 1980 mellem de to hovedpersoner, en omfattende litteraturliste og en fortegnelse over museer i USA og Europa, hvor man kan se fly fra Anden Verdenskrig.

Adam Makos: Et højere kald. Forlaget Turbine. 424 sider. 249,95 kr.

 

Illustrationer

1,
Det amerikanske bombefly B-17 blev indsat i efteråret 1943 og var således et nyt fly, da Charlie Brown lettede fra Østengland med kurs mod Bremen og det efterfølgende forunderlige møde med den tyske jagerpilot Frantz Stigler. Foto: US Air Force

2,
Det tyske jagerfly Me109 var Luftwaffes vigtigste jagerfly under Anden Verdenskrig. Den tyske jagerpilot Franz Stigler havde mange års erfaring med flyet, da han mødte det amerikanske bombefly på vej væk fra Nordtyskland – og undlod at skyde fjenden ned. Foto: Bundesarchiv