Supplement til Danske Uniformer for Hær og Flaade, 1916
Indscannet af Per Finsted
Indledning
Et par uniformsplancher, som har været i min besiddelse en mange år, dukkede forleden op i gemmerne. De af plancherne, som især begejstrede mig tidligere, var Akademisk Skyttekorps feltuniformer, som gav anledning til konvertering af en Brigadér figur.
Det var godt at gense tegningerne og jeg kan konstatere, at de stadig var lige så flotte, som jeg huskede dem.
Ud fra motiverne er der ingen tvivl om, hvad plancherne forestiller, nemlig danske uniformer omkring 1915-16, men hvad var nu deres historie?
Supplement til Danske Uniformer for Hær og Flaade
Et opslag Den danske hærs uniformering (Kilde 1) løste problemet.
Det drejer sig om en serie på 8 plancher, tegnet af Rasmus Christiansen. Værkets fulde titel er Supplement til Danske Uniformer for Hær og Flaade. Tegnede af Kunstmaler Rs. Christiansen. Udgivet med Tilladelse af Krigsministeriet og Marineministeriet, København 1916.
Værket er supplement til en større plancheserie på 15 plancher, udgivet i 1911: Danske Uniformer for Hær og Flaade. Tegnede af Kunstmaler Rs. Christiansen. Udgivet med Tilladelse af Krigsministeriet og Marineministeriet.
I ”min” serie er der to plancher med figurer – Hærens grå uniform Model 1915 og en enkelt officer i den blå Model 1910 uniform samt den planche med Akademisk Skyttekorps, som jeg nævnte i indledningen. De øvrige 5 plancher er gradstegn fra Hæren, inklusive hovedbeklædninger (kepier) til uniform Model 1915, Flåden og Akademisk Skyttekorps.
Kilde
1. Den danske hærs uniformering af Hans Chr. Wolter, Det kongelige Garnisonsbibliotek, København 1985, ISBN 87-981850-0-4.