Luftskibets sidste togt

Ny bog om en af de nye tekniske frembringelser under 1. Verdenskrig, og hvorledes dets militære potentiale blev afprøvet.

Af Simon Bering Papousek

Under 1. Verdenskrig blev industriens frembringelser testet og afprøvet. Automobilet, maskingeværet og flyvemaskinen er blot tre af tidens moderne og nye opfindelser, man enten testede for dets militært potentiale eller raffinerede ved at benytte det på en ny måde.

Luftskibet L70

Luftskibet L70 var det sidste, der blev sat ind på tysk side under 1. Verdenskrig. Det blev skudt ned tæt på England i 1918

De store luftskibe – zeppelinerne – var blandt de nye opfindelser, som blandt andet blev benyttet som bombe-maskiner.

De havde kapacitet til at laste over 40 tons, havde en tophastighed på 104 km/t, en max højde på 6500 meter og en rækkevidde på 13.500 km.

Dets udseende var næsten 200 meter langt og med en diameter på over 20 meter. Det var været et monster på himlen, som flere at denne bogs billedmateriale også viser. Et diagram undervejs viser i øvrigt på hvilken måde luftskibene udviklede sig og ikke mindst hvor hastigt.

”Kejserens sidste luftskib” handler om luftskibet L70’s sidste togt over England, da det blev angrebet og skudt ned og seks af de omkomne besætningsmedlemmer blev begravet til søs og drev sidenhen i land på den danske vestkyst, hvor de i dag ligger begravet. Ombord opholdt den tyske kommandørkaptajn Peter Strasser sig.

Kommandørkaptajn Peter Strasser

Kommandørkaptajn Peter Strasser

Strasser var arkitekten og hovedmanden bad udviklingen af Den Kejserlige Marines luftskibsafdeling. Han udviklede blandt andet luftskibenes kapaciteter og organisation, herunder hvordan de kunne benyttes mod fjendtlige mål. Som en reaktion på brugen af luftskibene, udvikledes sideløbende radarinstallationer, antiluftskytssystemer og propaganda. Med andre ord – der var tale om et våbensystem, som havde potentiale i flere retninger, og som rakte ud i fremtiden.

”Kejserens sidste luftskib” er historien om en af de datidens nye tekniske frembringelser og hvorledes dets militære potentiale blev afprøvet. Den er godt fortalt med mange fascinerende billeder og giver i det hele taget et interessant indblik i den side af 1. Verdenskrig.

 

Knud Jakobsen: Kejserens sidste luftskib.
Sea War Museum Jutland, 2018, 63 sider, mange illustrationer.
75 kr.