Da Gladsaxefortet kom på bykortet
Den 29. september tonede Gladsaxefortet frem i mange Gladsaxeborgers bevidsthed, da Befæstningsdagen 2013 foldede sig ud i og foran Fortet, arrangeret i samarbejde mellem det lokale Hjemmeværn, der har til huse på Fortet, og Dansk Militærhistorisk Selskab. Fortiden mødte nutiden.
Dagen startede med parade og flaghejsning – af Fortets splitflag.
Ved indgangen til området blev de besøgende mødt af Hjemmeværnsfolk i fuldt camouflageudstyr og starten af lejrgaden viste en udstilling fra det moderne Hjemmeværn.
Fire ordonnanser iklædt den gamle FDF-uniform M/1902, uddelte løbesedler til alle besøgende børn med en opfordring til at ”melde sig til tjeneste og få en soldaterbog”.
Efter indskrivning hos korporal Holme kunne de bevæge sig rundt i soldaterlejren anno 1914 og på Fortet, hvor der var fordelt opgaver, der alle relaterede til soldaterliv på ”sikringsstyrkens tid”.
Man kunne smage soldaternes mad (øllebrød, fedtemadder og hvidtøl) eller købe kaffe, sodavand og kage på Kogepladsen, prøve at blæse på signalhorn, veje en granat telefonere med felttelefonen samt besøge Sikringsstyrkens udstillinger.
På Bataillionens Forbindingsplads kunne de besøgene få sminket sår og blive forbundet.
Dagens øvrige program bød på rundvisning på Fortet, hvor der kun er offentlig adgang – denne ene dag om året.
Koncert i strålende solskin af Hjemmeværnets musikkorps ”Nordsjælland.”
To gange i løbet af dagen var der demonstrationer af datidens mulighed for at kommunikerer hurtigt og kvikt over større afstande – lige fra lys- og flagsignalering over brevduer, hornsignaler, udlagt felttelefon til cykelordonnans.