af Uffe Henriksen
Modellen
Modellen forestiller en 24 punds kanon, bjerget i 1953 fra vraget af blokskibet INDFØDSRETTEN, der sank den 3. april 1801, dagen efter slaget mellem de danske og de britiske styrker på Københavns Red.
Kanonen er opstillet på Tøjhusmuseet i København.
Modellen er støbt i hvidmetal af John Hansen efter en model i størrelsesforholdet 1:32 udført i messing og træ af Uffe Henriksen efter opmåling af originalen. Modellen omfatter følgende store dele: kanonløb, foraksel, bagaksel, 2 side-vanger, 4 hjul og indstillingskile, og følgende små dele: 2 halsjern, 4 øjebolte, 4 låsestifter til hjul og 2 bolte.
Kanonen kan males sort som originalen på Tøjhusmuseet, eller i de farver, der var anvendt da den var ny, d.v.s. kanonløbet i råt sort støbejern, svenskrød (jernoxid) til træværk og gul mønje til smedejernsdele
Baggrund
Kanonen er en kartove, d.v.s. en mellemlang kanon, af system 1692. Dette system var det mest udbredte skytssystem i vor flåde i sejlskibsperioden og omfattede kanoner fra 4 til 36 pund. 24 punds kanonen var den mest udbredte, og man havde over 500 kanoner af denne størrelse alene i dette system. 24 punds kanoner anvendtes på linieskibene, som regel på nederste dæk i 2-dækkere og på mellemste dæk i 3-dækkere. Kanonløbet har en diameter på ca. 16 cm, og en løbslængde på 16 – 17 gange kuglediameteren. Kanonens samlede længde er ca. 320 cm., største diameter er 55 cm. og vægten ca. 3000 kg. Rapperten er mærket 1786, og er af den nyere type med åben bund.
Kanonløbet er formentlig støbt i Norge, hvor den svære industri var henlagt på den tid.
Betjening
Kanonen, der med løb og rappert har haft en samlet vægt på op mod 3,5 tons, krævede et betjeningsmandskab på 10 – 15 mand.
Kanonens ladning på ca. 5 kg. krudt blev hentet i magasinet i form af en færdig pakke af pap eller lærred. Ladningen blev skubbet på plads med en rammer, enten anbragt på en lang stang, eller på et stykke kraftigt tovværk. Fængkrudt blev indført i fænghullet i form af et fængrør af metal eller papir, fyldt med fintmalet krudt, og kuglen blev lagt i løbet og skubbet på plads med rammeren.
Kanonen blev herefter trukket frem, så den rørte skibssiden med løbet ud gennem kanonporten. Det var vigtigt at kanonen var trukket helt frem, så mundingsilden ved affyring ikke kunne tænde ild i skib eller udstyr. Til hjælp for flytning af kanonen havde man 2 sæt taljer, der var fastgjort henholdsvis på nogle øjebolte på rapperten og i nogle svære kroge i skibssiden ved siden af kanonporten. Flytning af den tunge kanon på simple træhjul har været et meget hårdt arbejde, der krævede hjælp af hele kanonmandskabet.
Kanonen blev affyret ved hjælp af en luntestok, eller senere med en flintelås som på håndvåben. Ved affyringen blev kanonen skubbet bagud med samme kraft som kuglen blev skubbet fremad, indeholdende en energi kan beskrives som ½ x M x V x V. Ud fra denne formel kan beregnes, at hvis kanon og rappert tilsammen vejede 200 gange så meget som kuglen, og kuglen fløj med en mundings-hastighed på 400 km./t., ville kanonen køre baglæns med en hastighed på 28 km./t., så man skulle ikke være i vejen på affyrings-tidspunktet. Kanonens kørsel blev stoppet af et svært stykke tov, brogen, der var trukket igennem rapperten og fastgjort til skibssiden i to svære kroge ved siden af kanonporten. Brogens længde var således afpasset, at kanonen blev stoppet i en placering hvor der var ca. 1 m. frit foran kanonmundingen, så man kunne få plads til at gentage ladningen.
Ladningen startede med at man rensede løbet for gløder med den modsatte ende af rammetorvet, hvorpå en slags børste var anbragt, og derpå igen indførte ladningen etc.
Maksimal skudafstand var ca. 2.000 m., men selv skydning på 1.000 m. havde ret ringe virkning. En afstand på 500 m. sikrede både en rimelig træfsikkerhed og en god virkning af kuglen.
Slaget
Blokskibet INDFØDSRETTEN var et af de sværeste danske skibe under slaget, og var derfor anbragt i forsvarsliniens nordlige ende, hvorfra man ventede englændernes angreb.
Skibet havde ca. 42 stk. 24 punds kanoner, hvoraf naturligvis kun den halvdel, der var på den udvendige side, kunne bruges. Da angrebet som bekendt kom fra syd, kom skibet først ret sent med i kampen omkring kl. 13.00. Desværre var de danske skibe forankret med 4 faste ankre, så det var umuligt at ændre et skibs retning under slaget, hvis fjenden angreb i en skæv vinkel i forhold til skibets bredside. Dette medførte at ”Indfødsretten” i en periode blev udsat for stærk beskydning af et linieskib skråt forfra og et andet skråt bagfra og led store tab, uden at kunne svare effektivt igen, hvilket naturligvis var stærkt demoraliserende for mandskabet. Omkring kl.15.00 var alle skibets officerer dræbt og næsten alle kanoner ubrugelige, hvorfor man strøg flaget. Skibet sank næste dag på trods af englændernes forsøg på at holde det flydende. At skibet sank utilsigtet, og således ikke blev afmonteret, er årsagen til at man har kunnet finde en komplet kanon på vraget.
