Boganmeldelse af Henrik Denman
Indtil for nylig kunne man om sommeren få fornøjelsen at flyve med veteranflyet DC-3 fra Roskilde Lufthavn. Det er slut nu. Der er ikke råd til at vedligeholde det gamle fly fra 1944, og nu står det opmagasineret i en gammel træhangar i Københavns Lufthavn.
Selv om man som undertegnede (formentlig) ikke mere vil få mulighed for at sætte sig i det 20 personer fly og tage den betagende tur lavt hen over det centrale København og forstæder, rummer DC-3’eren så meget spændende historie, at der er rigeligt med materiale om flyet til en hel bog. Og det er netop, hvad flyhistorikeren Ole Steen Hansen har skrevet med ”DC-3’eren fra Roskilde”.
DC-flyet blev udviklet af Donald Douglas’ flyfabrik, og flybetegnelsen er en forkortelse for Douglas Commercial. Versionen DC-3 kom i vores del af verden til at spille en væsentlig rolle som kommercielt fly, da de skandinaviske lande gik sammen efter krigen om at grundlægge SAS. Den del af flyets historie beskriver forfatteren grundigt, men flyet havde på flere måder også en stor betydning i militærhistorien – under Anden Verdenskrig og Den Kolde krig og herhjemme som en vigtig brik i opbygningen af det danske flyvevåben efter Besættelsen.
Forfatterens prioritering viser, at han vægter DC-3’erens militære rolle højt, for omkring halvdelen af bogen er viet til flyets militærhistoriske opgaver. Anden Verdenskrig gav DC-3’eren dens helt store gennembrud. Under krigen producerede USA krigsmateriel i et stort omfang og højt tempo, herunder DC-3. Som fly til militærtransport fik det betegnelsen C-47, mens det i England blev kendt som Dakota.
Anden Verdenskrig
Det var på Østfronten, DC-3 først kom i kamp under Anden Verdenskrig – i skikkelse af sin russiske fætter Li-2. Flyet var i kamp fra de første desperate uger og måneder, med i de store slag og helt frem til, at en LI-2 fløj den underskrevne tyske kapitulation hjem fra Berlin i 1945. LI-2 blev brugt flittigt under Slaget om Stalingrad i den kritiske fase, hvor næsten hele byen i slutningen af 1942 var blevet indtaget af tyske tropper.
I Vesteuropa gjorde C-47 det muligt at gennemføre de store luftlandeoperationer i forbindelse med D-dag i juni 1944, ved landgangen i Sydfrankrig i juli samme år, ved Arnhem under de vestallieredes mislykkede forsøg på at komme over Rhinen i september 1944 og igen, da det endelig lykkedes i marts 1945.
Flyet spillede også en rolle i de hektiske dage op til Befrielsen i maj 1945. I forbindelse med planlægningen af Slaget om Danmark blev der planlagt endnu en luftlandeoperation, udelukkende med faldskærmstropper – og København var målet. Planen blev ikke gennemført, men 5. maj 1945 fløj Dakotaer fra Royal Air Force ind over København med general Dewing og de britiske faldskærmssoldater ombord.
Ole Steen Hansens bog fortælles kronologisk, men er samtidig delt ind i temaer, så de militærhistoriske afsnit fremstår klart. Den er spækket med flyhistorie og teknisk information og med en overflod af illustrationer, der vil fryde enhver flynørd og er fremlagt af en fortrinlig historisk fortæller.
Ole Steen Hansen: DC-3’eren fra Roskilde – og alle de andre. Forlaget Turbine. 376 sider. 349,95 kr.