Anmeldt af: Simon Papousek
…I 1862 blev Otto von Bismarck udnævnt til premier- og udenrigsminister af Kong Wilhelm af Prøjsen. Bismarcks erklærede mål var et samlet Tyskland under preussisk lederskab. I samråd med krigsministeren Albrecht von Roon og stabschefen General Helmuth von Moltke, reformeredes den prøjsiske hær som et redskab til at opfylde Bismarcks ambition. Dette blev understreget med Bismarcks kendte citat, at målet med et samlet Tyskland ikke kunne ske med snak, men med ”Jern og blod”.
Første akt i bestræbelserne på at samle Tyskland blev udspillet imod Danmark i 1864, hvor uoverensstemmelser omkring Slesvig-Holstens tilhør er velkendte. Her kæmpede østrigske tropper side om side med prøjserne. I modsætning til den prøjsiske, var den østrigske doktrin baseret på angreb snarere end prøjsernes ildkraft – ”Instead, they continued their reliance on the bayonet rather than the bullet.” (s. 10) Og på grund af internt bureaukrati, udviklede østrigerne ikke dets doktrin baseret på erfaringerne i 1864, da krigen mod Prøjsen brød ud i 1866.
Den prøjsisk-østrigske krig i 1866 indledtes med en serie diplomatiske manøvrer, i håbet om en østrigsk reaktion som ville medføre en prøjsisk reaktion. I mellemtiden indledte Bismarck alliance med Italien, som havde en interesse i at få smidt østrigerne ud af deres nordlige regioner. Østrig mobiliserede som følge af disse hændelser, og krig var nu så godt som uundgåelig. Indledningsvist nedkæmpede prøjserne de tyske delstater, som sympatiserede med Østrig. Ved hjælp af et effektivt mobiliseringssystem og anvendelse af jernbaner, lykkedes det prøjserne relativt hurtigt at få kontrol over modstanderne, for til slut at koncentrere de militære kapaciteter mod Østrig i Böhmen og Saxen.
Prøjserne havde samlet 300.000 mand til krigen mod Østrigs 245.000 mand. Italienerne stod også klar med 196.000 mand. Derudover betød den igangværende nedkæmpelse af de tyske delstater, at knap 200.000 mand på begge sider var optaget dér. Alt i alt stod næsten en 1 million mand klar til krig.
Østrig lå godt beskyttet af bjergkæderne Karpatherne, Tatra og i Sudeterlandet. I nord lå dette naturlige forsvarsværk i et bælte der strakte sig igennem det nordøstlige Böhmen fra Theresienstadt, Königgrätz og Josephstadt. Det var desuden et område af Europa som var godt udbygget rent logistisk, med fornuftige veje og et velfungerende jernbanenet. Det Østrigske Kejserrige var på dette tidspunkt den dominerende militære magt i Centraleuropa. En magtfordeling som skulle få en brat ende ved slaget ved Königgrätz i juli 1866.
Mere end 400.000 soldater deltog i slaget på begge sider, som fik afgørende betydning for krigen. Østrigerne måtte se sig besejret, blandt andet på grund af prøjsernes skudhastighed som deres tændnålsgeværer bidrog til. Østrigerne tabstal på 42.000 var langt større end prøjsernes knap 10.000, der betød, at prøjserne kunne fortsætte kamphandlingerne efter Königgrätz i større omfang end østrigerne. Den 22. juli indgik de stridende parter en våbenhvile, og i august indledtes der fred mellem de tyske stater og Prøjsen. Bismarks indledende ambition om samlingen af et Tyskland gik planmæssigt. Snart skulle prøjserne tage sidste stik i krigen mod Frankrig.
Det er Osprey’s nummer 429 i serien Campaign, og forfatteren er forlagets skotske hof-forfatter Angus Konstam. Bogen er i det velkendte format og disposition med flotte digitaliserede farveplancher af franske Manuel Krommenacker.
Bogen er inddelt i den velkendte disposition, med en detaljeret forhistorie som leder frem til krigsudbruddet og kulminationen ved Königgrätz. Undervejs præsenteres de prøjsiske, østrigske og italienske hovedpersoner, der militære meritter og ikke mindst de tre hæres indbyrdes styrkeforhold. Det strategiske og taktiske udgangspunkt behandles ligeledes og med en order-of-battle oversigt, er læseren således udstyret til at læse om selve slaget ved Königgrätz.
Königgrätz 1866. The Creation of Modern Germany, af Angus Konstam. Illustreret af Manuel Krommenacker. Osprey Publishing, Campaign 429. Oxford. 2026
